juni 25, 2020
Det nytter ikke noget at have en masse patientinformationer, hvis sundhedsvæsenets mange forskellige systemer ikke spiller sammen. Det mener Managing Director i Cambio Danmark, Anne-Mette Bang, som opfordrer til en debat om fremtidens behov for mere åbne sundhedssystemer. Af Jakob Rohde-Brøndum
Indsamling af sundhedsdata har i årtier været en vigtig del af forskning og behandling af patienter. Men får vi egentlig det optimale ud af al den data, som sundhedsvæsenet har om os?
Nej, siger Managing Director i Cambio Danmark, Anne Mette Bang. Hun peger på, at fremtidens sundheds-IT skal have langt mere fokus på tilgængelighed og integration af forskellige systemer og sektorer.
- ”For ti år siden talte alle om big data, og nu står vi så i dag med en masse sundhedsdata, men for at få glæde af al den data, skal vi have et langt bedre samspil mellem alle de forskellige systemer”, påpeger Anne Mette Bang fra Cambio, som leverer sundheds-IT til primært akut- og universitetshospitaler.
Ifølge Anne Mette Bang er den væsentligste barriere for bedre dataudveksling, at IT-systemerne ikke taler sammen.
”Det er en stor udfordring, at vi ikke gode nok til at udveksle data mellem sektorer og mellem regioner, for bedre anvendelse af sundhedsdata er et vigtigt værktøj i omstillingen til en virkelighed med flere ældre, flere kronisk syge og dyrere behandlinger”, understreger Anne Mette Bang og tilføjer, at store lukkede IT-systemer hæmmer muligheder for at komme i mål med politiske ambitioner på sundhedsområdet om effektiv forebyggelse og behandling på patientens præmisser
”Alt for meget sundhedsdata forbliver låst inde i leverandørens system, fordi andre IT-systemer ikke kan interagere med det”.
Åbne standarder
Cambio’s strategi er at baserer alle sine systemer på åbne standarder for at fremme dataudveksling på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet og for at skabe rum for maksimal fleksibilitet og valgfrihed, når kunderne skal sammensætte IT-løsninger til deres egne behov.
”Teknisk er det allerede nu muligt at udveksle data mellem systemer både i Danmark og internationalt, men det kræver en standardisering, hvis vi skal flytte data”, siger Anne Mette Bang og tilføjer, at en mere struktureret udveksling af data kræver en politisk diskussion.
”Vi skal have en grundig debat om vores holdning til deling af data, for i øjeblikket er der måske en politisk bekymring, men vi har brug for at diskutere, hvad vi egentlig ønsker at opnå med vores sundheds-IT på længere sigt, og hvordan vi kan udnytte alle de lagrede data endnu bedre”.
Store forandringer lykkes kun med dataudveksling
Ifølge Anne Mette Bang betyder en øget internationalisering og store forandringer i sundhedspolitikken også, at integrationen mellem systemer og sektorer bliver mere og mere vigtig, hvis vi vil opretholde et effektivt sundhedsvæsen.
”I en tid, hvor der kommer flere sundhedsopgaver ud til kommunerne fra regionerne, bliver integration mellem forskellige systemer og sektorer stadig mere relevant. Vores sundheds-IT skal følge med, hvis vi gerne vil have, at patienter i højere grad bliver behandlet i eget hjem. Der bliver behov for måling og monitorering, hvilket også øger behovet for integration af systemer og udveksling af data,” understreger Anne Mette Bang.
Cambio Healthcare Systems er en svenskejet IT-virksomhed, som blev stiftet i 1993 og udelukkende arbejder med sundheds-IT. Cambio er en af nordens førende leverandører af informationssystemer til sundhedssektoren og en voksende aktør på det europæiske marked med i dag godt 150.000 brugere ved akut- og universitetshospitaler, lægeklinikker og i primærsektoren.
I Danmark benyttes Cambios systemer af flere hospitaler og forsvaret, og også Grønland, Færøerne og Island er kunder. Globalt beskæftiger Cambio cirka 700 medarbejdere, Udover implementering og drift hos danske kunder står Cambio Danmark også for udvikling af Cambios intensiv- og anæstesisystem, CIS.
Læs mere om udveksling af sundhedsdata på www.cambio.dk
Original source: Af Jakob Rohde-Brøndum, Politiken.
Hent artiklen her